Hej søde venner,
Vi håber I nyder december måned og har tid til masser af glögg, æbleskiver og hygge 🎄Arbejdet med vores EP går støt fremad, og vi er ægte glade for (og lettede over), at vores ambitiøse tidsplan stadig ser ud til at være realistisk ;-)
Siden sidst har vi været i gang med mange forskellige ting, og det begynder næsten at føles en lille smule som rutine, men det er jo faktisk meget godt, når det kommer til stykket.
Vores tid er delt mellem dage i studiet og dage på kaffebarer eller hjemme hos en af os. Vi prøver vores bedste på at komme hele vejen rundt - både at få indspillet vores musik, men også at få sendt mails ud og kontakte folk, vi tror kunne være sjove at tale med.
Faktisk flyver det rundt med mails ude i internet-æteren med denne autosignatur... ✉️ 📱
Drømmer Om i lokalradio?!
Noget ret spændende, der skete for nylig, var, at vi blev kontaktet af Sandra fra en lokalradio på Frederiksberg 📡 Sandra kom og så vores sidste koncert i 2025 på Urban13, hvor vi spillede sammen med Nirmata. Hun ville gerne invitere os i radioen til hendes radioprogram "Spot på en musiker" for at tale om vores musik. Det har vi selvfølgelig sagt ja til, og vi er ved at få en dato på plads. Vi skal nok gøre opmærksom på det, når det er aktuelt, så hold øje med jeres instagram og mails! 🌌🎙️🙌🏻
Kampen for et festival-job
Det er stadig vores ambition at prøve at blive booket til festivaler i løbet af sommeren 2026, og vi været i fuld gang med mails og opfordringer. Det kan godt føles lidt tungt, da vi jo hverken har en manager eller en booker, men vi gør vores bedste! Vi har fået respons fra nogle ret spændende festivaler, dog ikke noget helt konkret endnu. Vi håber at de spor kan blive til noget og krydser fingre 🤞 Vi er efterhånden nået til 3. runde af mails/opfølgninger, vi sender, men vi giver ikke op, og hvis de bliver trætte af os, må de bare skrive tilbage 😅 Det er primært Caro, der har fornøjelsen af at blive irriteret på mails, mens jeg får fornøjelsen af at være frustreret med bunkevis af lydoptagelser, der skal sorteres og redigeres.
Magisk moment med guitar pedaler og loops
I studiet er vi næsten ved at have startet produktionen/indspilningen af alle numre, vi gerne vil have med på EP'en. Vi mangler et enkelt, som slet ikke er begyndt, men det er efter planen et mere simpelt nummer, som vi bevidst valgte at tage til sidst. Alle de "tunge" numre, som kræver mere arbejde, er startet og godt på vej. Det seneste, vi har indspillet, er guitarer til forskellige numre og ændringer til vokalen (steder Caro ikke var tilfreds endnu).
Der opstod et fantastisk øjeblik i studiet for nylig, hvor jeg havde taget en ny guitarpedal med, som kan loope små bidder af lyd og forandre dem til noget helt nyt. Efter at have sat den op og vist Caro, hvordan den fungerede, så fik hun lov til bare at slå sig løs, og det blev faktisk vanvittigt fedt. Lyt selv engang!
Det gav os helt vildt meget inspiration til, at vi vil prøve at lave et sammenhængende flow mellem sangene på EP'en fra nummer til nummer. Vi har begge flere yndlingsalbums, hvor det bliver gjort. Prøv f.eks. at lytte til Coldplays "Viva La Vida or Death And All His Friends" fra ende til anden. Vi glæder os allerede til at prøve at udforske i den retning med vores egen musik 🎧
Det var alt for denne gang. Tak fordi I lytter og læser med!
Glædelig december og kærlighed herfra ✨🎄
/Drømmer Om